kejserkåbe
Den komplekse biodiversitet, som er udviklet over millioner af år er trængt. På bare en generation er klodens vilde liv halveret, og en femtedel af alle arter er i fare for at uddø. Her i lille Danmark skulle man nærmest tro, at udryddelsen af naturen har højeste prioritet. Over halvdelen af arealet er dækket af monotone marker, hvor langt det meste bruges til at fodre de permanent indespærrede husdyr. Vi er et af verdens mest opdyrkede lande – og det vel at mærke med et landbrug baseret på gift og kunstgødning, som også præger de rester af natur, der gemmer sig i landskabet.
Danmarks areal er omtrent 4,3 millioner hektar. Her af dækker haver ca. 150.000 hektar. Samlet set er havernes bidrag til biodiversiteten begrænset (men ikke uvæsenlig). Men sammenligner man med, at vi kun har ca. 7.500 hektar urørt skov, bliver det klart, at potentialet er betydeligt. Skal naturen i Danmark have bedre vilkår, sker det primært ved at give naturen plads (dvs. afsætte arealer, hvor naturen har plads til at udfolde sig vildt – f.eks. som “naturnational-parker“) og ved at fremme landbrugs- og skovdriftsformer, der indgår som en del af naturens kredsløb, frem for at forsøge at udrydde disse.
Haverne skal ikke undervurderes. Nogle haver er døde – mens andre er små Noahs arker. På trods af det begrænsede areal rummer haverne mulighed for meget mere, for de er fri for det monokulturelle effektivtetspres, der kvæler livet på “produktionsjordene”. Og alle de glade haveejere udgør en arbejdskraft, der – hvis vi fokuserer mere på naturliv, end på kemisk kontrol og faste belægninger – kan foretage “naturpleje” i et helt andet omfang, end et par snese ansatte i naturforvaltningen kan drømme om.
Og ikke mindst: her findes livsbekræftende tilstedeværelse og oplevelser, til egen, fælles og fremtidig glæde.
Mange haveejere kæmper mod insekters hærgen i køkkenhaven, f.eks. i kålplanter. Jeg har praktisk taget ingen sådanne problemer i nogen afgrøder. (Mosegrise og rådyr tager nogle gange for sig, men det er jo en anden sag.) Også kålen står fint, uden net – på trods af at der på en god dag kan ses over 100 kålsommerfugle flagre omkring. For her er også bladhvepse, sumpmejser, rovfluer og så mange andre, der sætter stor pris på larver.
Det er ikke svært at give plads til mere natur i haven. Skovkanter/blomsterenge, gerne i kombination med vand, er de mest natur-intense biotoper i naturen. Her synger fuglene ivrigt, og insekterne summer. Og det kan vi let lade os inspirere af i haverne. Det er ganske let: krat og velvoksne træer, dødt og hendøende ved, hjemmehørende planter, vildtvoksende og eng-agtige partier, meget gerne et vandhul, frugter, bær, nektarrige blomster – og undgå gifte og undlad/minimér kunstgødning. Vær ikke bange for “rod” – lav grenstakke, kompostbunker og “glemte brændestabler”, og lad urterne spire op i rabatten.
Det er ikke enhver, der kan lave en fin og kontrolleret have – men enhver kan lave en naturhave, for det handler ikke om at “have styr på”, men i højere grad at give plads til, at naturen selv finder ud af det. Og så rette lidt til, efter smag og behag. Dér hvor planter (om de så kommer fra en planteskole eller er vilde planter) spontant dukker op, der har de det sikkert godt. Lader man på den måde bevoksningerne udvikle sig, giver det som regel en lang blomstring og et godt bunddække. Ikke bare får man en have i stadig forandring – det er også en langt større fornøjelse at gå til planternes spontane udvikling med nysgerrighed, end det er, når man betragter enhver lille spire som en fjende.
I halvvilde partier af haven, kan man lade “ukrudtet” vokse op. Lær dem at kende, så finder du ud af, at de alle er smukke og værd at give plads til. Nogle af dem, det kan f.eks. være brændenælder, skvalderkål, snerler eller skræpper, kan have tendens til at tage over. Du behøver ikke nødvendigvis stræbe efter at trænge dem helt bort. Tænk i stedet som en hest/ko/elg/vildsvin – de dyr, der egentlig burde være der til at holde tilvoksningen tilbage – og hiv det værste fra ind i mellem. Og benyt gerne vinteren og det tidlige forår til at rydde ud, så de mere sarte planter får en chance; på den måde sættes de flerårige planter lidt tilbage, mens de etårige og mere sarte planter får en chance for at fange solen, og der fjernes næring fra jorden, hvilket også giver de mere sarte planter en chance på længere sigt.
Hvis ikke du har brug for en stor boldbane i haven, så leg lidt med plænen: hold dig til at slå lidt stier og kanter, og se hvad der så sker. Lad vekslende blomstrende partier stå en tid, og slå kun græsset, når og hvor det bliver højt og kedeligt ensfarvet grønt. Den bliver stadigt flottere blomstrende, hvis du sørger for at bortskaffe afklippet (læg det ind under frugttræerne, brug som dække i køkkenhaven osv.) og undgår gødning.
Den største forhindring for haverne som “biologiske hotspots” synes at være den triste trend at ønske haver, der udstråler orden og kontrol; med fliser, granulat, krukker, golde eksotiske planter, insektgifte og kortklippede plæner. Hvis det er sådan, man ønsker sin have, vil jeg foreslå at man overlader den til andre – for enhver plet kan give rum til naturens mirakuløse skønhed.
(En grundig tekst om, hvad du selv kan gøre: “Haven som naturreservat“)
(En lille test: Hvor mange points scorer din have på biodiversitet?)
(En række gode råd til naturhave fra Havenyt.dk: Den naturlige have)
